Adnans Historie

Det hele startede omkring november 2014. Jeg var lige blevet færdig med mit studie, og der var egentlig ikke meget at fejre. Jeg var tom. Voldsomt deprimeret faktisk. Ingen motivation, ingen retning, og jeg følte, at det hele bare var... gråt. Jeg husker tydeligt, hvordan det føltes at vågne op og ikke ane, hvad meningen med noget som helst var. Det var i den tilstand, jeg trådte ind ad døren hos CrossFit Hobro for allerførste gang.

Jeg anede intet om CrossFit. Seriøst – jeg troede, det hele handlede om at løfte traktordæk og slå med hamre. Jeg havde ikke engang de klassiske “nybegynder-nerves” – for jeg var for langt nede til at kunne mærke dem. Men det første der slog mig, var hvor pænt og ordentligt der var. Alt var rent. Struktureret. Folk smilede. Og de så mig – ikke som “ham den nye” eller “ham den uerfarne” – men bare... som et menneske, der var mødt op.

Allerede første dag stod jeg midt i en gruppe mennesker, der spændte fra teenagere til pensionister. Det var surrealistisk. Og inden jeg nåede at overveje, hvad fanden jeg havde rodet mig ud i, var vi i gang. Jeg fik de vildeste tæsk. Mine lunger brændte. Min krop skreg. Jeg var maksimalt presset. Og så, midt i kaosset og smerten, fik jeg fremstammet et “...var det det?”, hvortil svaret lød: “Nej nej, det var bare opvarmningen – NU starter workouten!” 😂🔥

Det var absurd. Det var vanvittigt. Men det var også første gang i lang tid, jeg mærkede noget ægte. Noget levende. Jeg gik hjem den dag smadret – men med et lille bitte lys, der var blevet tændt.

Siden den dag har det her sted – og de mennesker i det – bogstavelig talt været med til at bygge mig op igen. Ikke bare fysisk, men mentalt. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at den person jeg er i dag, eksisterer på grund af CrossFit Hobro. På grund af Kasper, Stine og samtlige mennesker, jeg har haft fornøjelsen af at træne med, snakke med, grine med og svede med.

Det her sted har aldrig bare været “et træningscenter” for mig. Det har været mit fristed, mit fællesskab, mit spark bagi og mit skulderklap. Det har givet mig struktur, selvtillid og et kæmpe netværk af mennesker, jeg virkelig holder af.

Så næste gang jeg er træner på jeres hold og I tænker, “hvorfor fanden er den workout så hård i dag?”, så bare husk – jeg gør det med de bedste intentioner 😇

Måske, bare måske, er der en anden, der lige nu går igennem noget tungt… som har brug for præcis det samme, som jeg fik dengang.

Tak for jer. ❤️